Træ og håndværk

På værkstedet Træ & Håndværk arbejder vi med træ og helst genbrugstræ!
Vi synes det er spændende og sjovt at finde gamle genbrugsmaterialer og omdanne dem til møbler og andre sjove ting. Det er derfor en fordel hvis du som kommende elev på værkstedet er interesseret i genbrug og synes det er spændende at lære og bygge af bla. gamle døre og gulvbrædder. Som elev kan du også komme med idéer til egne projekter, som kan realiseres i værkstedet.
 
Som elev får du kendskab til træværkstedets forskellige værktøjer og maskiner, og får muligheden for at afprøve diverse håndværksmæssige grundprincipper. Undervisningen og opgaverne er baseret på "learning by doing", hvor du lærer, mens du arbejder.
Produktionen vil bl.a. omfatte bænke, borde, skamler, hylder, reoler, skærebrædder og hvad vi ellers finder på.
 
Produktionen vil vi efterfølgende sælge til skolens åbent hus arrangementer som er to gange årligt. Såfremt det er muligt, kan værkstedet også levere produktioner og ydelser ud af huset for og til eksterne kunder.
Det, vi kræver af dig, er, at du er en god kammerat, har lyst til at lære noget nyt, og møder til tiden. At du er villig til at samarbejde og indgå i værkstedets fællesskab. Vi giver dig stor frihed på værkstedet – til gengæld viser du os engagement og interesse.

Værkstedets mobil 2810 0451.
 

www.instagram.com/k.u.b.a.traevaerkstedet